Mindeord Leif Rasmussen

 

Mindeord

 

Leif Rasmussen

 

*  8. september 1957   -    11. maj 2024

 

En helt igennem ægte guttermand er gået bort.

 

Lørdag d. 11. maj 2024 har vi modtaget en trist meddelelse om, at Leif ’Den Lykkelige’ Rasmussen ikke længere er i blandt os.

 

Det har ramt mange af os hårdt, naturligvis først og fremmest Leif’s nærmeste familie, men i høj grad også den enorme omgangskreds, som Leif har skabt gennem hele livet.

 

Et liv med fiskeri…
Leif har været medlem i Vejle Sportsfiskerforening i en menneskealder. Gennem flere perioder har han lagt utallige timer i arbejdet med el-fiskeri, klækkeriet og udsætning af yngel i klækhusudvalget, ligesom han har været en erfaren og robust personlighed i opsynet. Leif skulle man ikke løbe om hjørner med, men børn og folk med gode hensigter fik som regel lang snor hos ham. Dén slags mennesker og holdninger er værd at samle på.

 

Leif’s forhold til Karup å er et kapitel for sig. Han elskede den å, og specielt freden og hyggen i campingvognen, som havde fast plads blandt fiskevennerne dér. Leif lyste op, når han fortalte om turene til Karup.

 

Det er blevet til adskillige ture til både Norge og Sverige, hvor Leif var i sit es. Her har han skabt mange langvarige venskaber. De fleste som har været på tur med Leif, vil huske ham som gemytlig, omsorgsfuld og en rigtig god ven. 

 

Saltvandsfiskeren’s årlige konkurrence ’Vejle Fisker’ har været en stor og vigtig del af Leif’s engagement. Han var altid positiv fortaler for et samarbejde mellem ’saltvand’ og ’ferskvand’ og blev - til trods for perioder med modstridende interesser - opfattet som yderst loyal og diplomatisk fra begge sider. Det gjorde ondt på Leif, når konkurrencen gik skidt og fjorden ikke var som i gamle dage.

 

Mange interesseområder…
Foruden fiskeriet var Leif engageret i Dartklubben og billardklubben, ligesom Vejle Boldklub også fik en ufiltreret kommentar fra Leif, når det ikke gik efter planen. Det ville glæde ham at VB – trods hans forudsigelser – måske kan få endnu en tur i Superligaen. Men dybt i hjertet var han nok mest grøn… Når alt kommer til alt, så var Leif ægte Vejlenser – med helt grundlæggende værdier fra Vestbyen – de flade ’A’er – og et solidt tilhørsforhold til VFC. Ofte kunne man møde Leif på de grønne baner i Vestbyen…

 

Musikalsk var Runrig det store. Når det var muligt tog Leif til koncert med vennerne, og påklædt efter alle kunstens regler. Og nu vover vi pelsen – musikken var én ting – men venskabet, turen og fælleskabet, som Leif havde med koncertvennerne, var vigtigere. Desværre fik vi aldrig spurgt, om han gik hele vejen. ”Hvad havde du under kilten Hr. Rasmussen”? 

 

Det gode humør…
I Vejle Sportsfiskerforening kender de fleste Leif som en rigtig guttermand. Som udgangspunkt troede han altid på det bedste i andre, og viste man gensidig tillid, havde man en ven for livet. Heldigvis magtede han også at sige fra når noget blev for meget. Det har flere af foreningens medlemmer til tider oplevet, når han – i ensom majestæt – har rejst sig på en generalforsamling og udtrykt sine holdninger i et meget klart sprog. Et sprog, som til tider blev misforstået, men kendte man Leif forstod man fint tankerne bag. 

 

Leif var en stor humørspreder. Der var altid en hyggelig atmosfære omkring ham, og han gjorde sit til at hyggen og humøret skulle spredes. Eksempelvis kan vi ikke mindes en premiere i Vejle å, hvor Leif i ikke har iklædt sig en sjov og humørskabende påklædning – for premieredagen var en festdag.

 

Han formåede altid at være et anker – et holdepunkt - når der skulle hygges, og Leif tog gerne rollen som ’Den Lykkelige’ og ’Lillefar’.

Nu har Leif fået det ’første træk’ ned over himlens vandløb…
Vi er sikre på, at han vil være en god guide for vi andre, når dén tid kommer.

 

Æret været mindet om en fantastisk ven, Leif – vores ven – den dybeste respekt…

 

 

Kent Gude og Henrik Bach

Vejle Sportsfiskerforening