Det er med stor sorg, vi har modtaget beskeden om, at vores kære ven og mangeårige bestyrelsesmedlem har mistet livet i en tragisk kæntringsulykke på den norske elv Namsen.
Arne Rasmussen blev 92 år og har siddet i VSF’s bestyrelse i en ubrudt periode på 53 år. For tre år siden blev Arne tildelt Æresdolken af Danmarks Sportsfiskerforbund for 50 års foreningsarbejde.
På trods af sin høje alder var han skarp og besad en enorm viden om foreningens virke – ikke mindst i forhold til vores største aktiv: vores lodsejere. Arne kendte de fleste personligt og var en højt respekteret og vellidt person blandt dem. For ham var lodsejerfesten ikke blot en tradition, men en sammenkomst med venner.
Når vi var i tvivl om foreningens historie, skulle vi blot spørge Arne – han vidste besked!
Ingen opgave var for stor eller for lille. I den periode, hvor vi drev foreningens klækkeri, var det Arne, der sørgede for, at alt klappede ned til mindste detalje under elfiskeriet. Når foreningen arrangerede begivenheder – store som små – var Arne altid til stede. Når en skoleklasse skulle have en fiskedag ved åen, tog han sig varmt og engageret af børnene.
Når 60+ mødtes mandag formiddag, var Arne altid en aktiv deltager og bidrog livligt til hyggesnakken med alle.
Familien var Arnes faste holdepunkt. Han var en højt elsket far, svigerfar og bedstefar. Familiens ture til Namsen gennem mange år var en tilbagevendende begivenhed, som alle så frem til. Gennem de mange år på Bertnem ved Namsen blev han også en kær ven af familien deroppe.
Vi har mistet en ven, en mentor og en formidler af de værdier, som Vejle Sportsfiskerforening bygger på.
Vores tanker går til Arnes familie og nærmeste. Samtidig sender vi en stille og dybfølt tak til Arne for alt det, han har givet til Vejle Sportsfiskerforening.
Æret være Arne Rasmussens minde.
Vejle Sportsfiskerforening